Animal Captain
Animal Captain
Udviklet af Italic
Hvorfor kan ulven og geden ikke bo på værelse sammen? Få en forståelse af, hvilke dyr der er gode venner, og hvilke der ikke kan bo sammen.
Et sjovt og farverigt spil, hvor du er skibets kaptajn med ansvaret for alverdens dyr.
3-6 ÅR
Et sjovt og lærerigt vendespil for de små og andre barnlige sjæle.
OMTALE
Nomineret til Spilprisen 2016 – en hyldest til de bedst dansk-udviklede spil.
PLATFORM
Spillet er gratis og uden tilkøb. Du kan finde og downloade det på App Store.
GAMEPLAY
I Animal Captain er du kaptajn på en færge, der transporterer dyr over en flod. Du skal placere dyrene i dobbeltværelser, hvor de trives sammen. Nogle dyr, som en elg og en elefant, er gode rumkammerater, mens andre, som en løve og en gorilla, eller en anakonda og et får, ikke fungerer godt sammen. Spillet har fem verdener, fra farm til polarregionen, hver med unikke dyr og udfordringer.
Dette veldesignede og lærerige børnespil giver en god forståelse for dyreverdenens mangfoldighed.
BAG OM SPILLET
HØJKVALITETSSPIL MED KUNSTNERISK KANT
Animal Captain er udviklet af Italic Aps, der har lavet spil til børn siden 2015.
Italic Aps blev grundlagt af Thomas Ryder og Camilla Pedersen med en vision om at udvikle spil af høj kvalitet med kunstnerisk kant.
Thomas Ryder, som står for design, grafik, lyd og musik, har 15 års erfaring i videospilproduktion og har tidligere arbejdet med Sky, Cartoon Network og Nickelodeon.
Camilla Pedersen er udvikler og producer på spillet, med erfaring fra små apps til settop-bokse og store 3D-spil.
Animal Captain har fået støtte fra den Danske Spiludviklingsordning og været nomineret til flere priser.












ANMELDELSE
ANIMAL CAPTAIN – LÆRERIGT EVENTYR FOR SMÅ KAPTAJNER
ANIMAL CAPTAIN
LÆRERIGT EVENTYR FOR SMÅ KAPTAJNER
Astrid Myrup, børnekulturformidler på Biblioteket Frederiksberg
Det danske spil Animal Captain (2015) af det danske spilfirma Italic er en lille perle af et logik-spil for de helt små.
Beskrivelse
Spilleren er kaptajn på et skib – måske en slags Noas ark? I hvert fald sejler skibet med mange forskellige dyr, og de skal indlogeres på en måde, så ingen bliver spist af deres nye værelseskammerater.
Hver gang der introduceres et nyt dyr, må spilleren lære, hvordan det kommer overens med de andre dyr. Har man lidt viden om, hvilke dyr, der er rovdyr, er det selvfølgelig en fordel, men ellers lærer barnet det hen ad vejen. Ingen dyr kommer til skade her, da små piktogrammer med henholdsvis hjerter, tordenskyer og kniv og gaffel hjælper med at vise om dyrene kan dele kahyt på venskabelig vis eller om spilleren skal flytte dem. Selvom det gælder liv og død, så er grafikken nuttet og spillet helt roligt i tempo.
Spillet har progression, så det starter helt problemfrit, men efterhånden må man tænke sig lidt om for at få plads til alle dyrene.
Vurdering
Animal Captain er et helt enkelt spil med et tydeligt grafisk udtryk og en klar idé. Når spilleren har forstået hvordan dyrene placeres i kahytterne og flyttes rundt, er der ikke de helt store overraskelser i spillet – sværhedsgraden stiger løbende, og det er sjovt at se, hvilke dyr der skal med skibet næste gang. Genkendeligheden gør, at det er et spil barnet vil få lyst til at vende tilbage til – det gør mine i hvert fald. Det er hyggelig underholdning, men der gemmer sig også fin læring om fødekæder og hvilke dyrearter, der trives sammen. Det kan sagtens spilles af en 2-3-årig, men logik-elementet folder sig nok mere ud for de 4-5-årige.
Andre spil i samme genre
Hvis man kan lide Animal Captain, så er Pettson’s Inventions 1-3 af svenske Filimundus et andet bud på gode puzzlespil, de er dog lidt sværere.
Astrid Myrup har bloggen www.morsgamerblog.dk og er mor til to gamere fra 2017 og 2020.