Matemaslik
Matemaslik
Udviklet af Biodome Games
Et herligt og fjollet matematikspil til børn og barnlige tal- og slikelskere.
Du kan tælle slik, regne ud hvor mange stykker der er og se fjollede figurer spise slik, til de får sukkerchok.
4+ ÅR
En sjov måde at lære matematik på – også for de mindste.
LÆRING
Lær at regne sammen med de sjove figurer, der spiser slik til de får sukkerchok.
PLATFORM
Download den gratis version i App Store eller køb den store pakke.
GAMEPLAY
Matemaslik er et innovativt læringsspil, der kombinerer matematik og slik på en sjov og engagerende måde. Lær tallene at kende med de midste eller regn divider og gange-stykker med de større skolebørn. Der er tre sværhedsgrader og fire typer regnestykker (plus, minus, gange og division).
De sjove figurer gør spillet børnevenlig og dragende for børn i mange aldre. Masser af slik, tal, tosserier, sukkerchok og bussemænd til timers sjov læring – helt uskadeligt for tænderne.
BAG OM SPILLET
UDVIKLET MIDT I KØBENHAVN
Matemaslik har til formål at styrke børns matematiske færdigheder på en sjov og udfordrende måde.
Spillet bruger farverige grafikker og animerede karakterer for at fange børns opmærksomhed og gøre læringen spændende. Målet er at gøre matematik tilgængeligt og sjovt for alle børn, og dermed styrke deres selvtillid og interesse for faget.
De to spiludviklere Tobias og Peter står bag Biodome Games, og har udviklet spil sammen siden 1998.
De har udviklet over 200 forskellige spil til alle aldersgrupper, og har vundet flere priser for deres arbejde.












ANMELDELSE
MATEMASLIK
MATEMASLIK
Astrid Myrup, børnekulturformidler på Biblioteket Frederiksberg
Matemaslik er et lækkert læringsspil, som giver spilleren mulighed for at træne tal og regnestykker på en underholdende måde.
Beskrivelse
Matemaslik er målrettet spillere fra 2 år, men har flere sværhedsgrader, så der er rigeligt udfordring helt op i skolealderen. Spillet indeholder tre forskellige ”baner,” hvor man kan øve tal, lave regnestykker og pakke slik i poser. De letteste regnestykker opererer med tallene fra 0-9, mens de næste sværhedsgrader arbejder med tal op til 50 og 100 – så det bliver hurtigt ganske udfordrende. Man kan selv vælge om det skal være plus, minus, gange eller dividere, og man vælger selv, hvornår man øger sværhedsgraden. I talquizzen, som er god til de mindste, handler det om at matche lyden af tallet med de skrevne tal. Når man vælger rigtigt vælter det frem med det rigtige antal slikstykker, som gnaskes af den sjove karakter i spillet. Hvis det er minusstykker, kommer hunden og spiser det antal, der skal trækkes fra. Hvis svaret er et meget stort tal, fx 472, kommer der flere personer og hjælper med at spise alt slikket. Grafikken i spillet er sjov og appetitlig – det ser skægt ud, når det vælter ud med slik, når man har gættet rigtigt.
Vurdering
Matemaslik er et meget klassisk læringsspil tilsat humoristisk grafik og masser af dejligt slik, som de fleste vil have lyst til at sætte tænderne i. Samtidig er det enkelt at finde rundt i og justere sværhedsgrad og regneart. De mindste vil hygge sig med at pakke slik i poser, mens de får repeteret talrækken, eller øve genkendelsen af de små tal. For børn omkring skolealderen er der mest udfordring at hente i regnestykkerne – her er grafikken en god hjælp til at gøre regnestykkerne forståelige, når slikket fx skal deles mellem det antal personer, som der skal divideres med. Det er meget pædagogisk. Mine testpersoner, som går i børnehave og snart 1. klasse, var begge meget optagede af spillet og har efterspurgt det flere gange siden. De synes, at det er sjovt at regne med slik. Og så giver det ovenikøbet 57 x 0 huller. Dog en lille advarsel – man risikerer at blive ægte lækkersulten!
Andre spil i samme genre
Matemaslik minder lidt om Monstermatematik, som også tilsætter regnestykkerne en god portion humor. Så må man gøre op med sig selv, om ens barn synes monsterbøvser eller slik er den sjoveste regne-motivation.
Astrid Myrup har bloggen www.morsgamerblog.dk og er mor til to gamere fra 2017 og 2020.