Mis med de blå øjne
Mis med de
blå øjne
Udviklet af Savannah
Inviter dit barn ind i Egon Mathiesens klassiske fortælling om missen med de blå øjne, der har svært ved at blive accepteret, fordi den ikke er som alle de andre.
Et kreativt og finurligt spil til børn og deres voksne.
4-8 ÅR
Charmerende og finurlig fortællings-app til børn og deres voksne.
EVENTYR
Væk dit barns fantasi med et spil om eventyr, venskab, accept og tolerance.
OMTALE
Nomineret til Spilprisen 2022 – en hyldest til de bedst dansk-udviklede spil.
PLATFORM
Download til mobil/tablet uden binding eller ‘køb-i-app’-gebyrer.
GAMEPLAY
Tegn, mal eller tryk på skærmen for at hjælpe Mis med de blå øjne og lad barnet være den, der driver handlingen fremad.
Imens fortæller Caspar Phillipsons behagelige stemme dig historien om katten, der bliver drillet, fordi den er anderledes.
BAG OM SPILLET
FORFATTEREN BAG BOGEN OM MIS MED DE BLÅ ØJNE
Spillet bygger på Egon Mathiesens (1907-1976) klassiske børnebog, der første gang blev udgivet i 1949.
Historien er blevet læst og elsket af tusindvis af børn og forældre og er siden 2011 solgt i mere end 100.000 eksemplarer.
Dens vigtige budskab om tolerance og accept er mere relevant end nogensinde.
Anmelder Klaus Rothstein skriver: »Historien om missen med de blå øjne er nemlig intet mindre end et tolerancemanifest og en symbolsk historie om forholdet mellem en magtfuld majoritet og en magtesløs minoritet.«
I spiludgaven af Mis med de blå øjne bliver barnet tilbudt et kreativt værktøj til at træde ind i Mathiesens historie med det vigtige budskab sammen med den søde og optimistiske mis med de blå øjne.










ANMELDELSE
MIS MED DE BLÅ ØJNE – EN KLASSIKER I NY FORKLÆDNING
MIS MED DE BLÅ
ØJNE
Astrid Myrup, børnekulturformidler på Biblioteket Frederiksberg
Mange kender nok børnebogsklassikeren Mis med de blå øjne fra 1949 af Egon Mathiesen om den lille mis, der bliver drillet for sine blå øjne, men som til sidst finder landet med de mange mus. Spillet, som er udgivet af det danske spilfirma Savannah i 2021, er særdeles tro mod den originale historie og rammer forlæggets enkle tegnede stil perfekt. En klassiker for de 4-8-årige fortalt gennem et nyt medie.
Beskrivelse
I spilversionen af Egon Mathiesens børnebogsklassiker er spilleren med til at fortælle historien gennem små interaktive opgaver, der skal løses for at føre Mis videre i historien. Opgaverne er små hovedbrud, hvor barnet fx skal tegne noget, fortælleren nævner, men som ikke er på tegningen. Når barnet har tegnet det manglende element, kan fortællingen fortsætte. Undervejs skal man hjælpe Mis med at fange mad, med at jage hunden væk og selvfølgelig finde landet med de mange mus. Mis som karakter er fuld af gå-på-mod og lader sig ikke slå ud af hverken modgang eller drillerier – og et underliggende budskab er, at man er god nok som man er, også selvom man er lidt anderledes end de andre. Stemningen i spillet er rolig og koncentreret og både lydbilledet, fortællerstemmen og det sort-hvide visuelle udtryk gør det til en fordybet spiloplevelse. Spillet tager ca. 30 minutter at gennemføre og koster 59 kroner. Der er ingen reklamer i spillet eller ekstra tilkøb, og der bliver ikke indsamlet data om spilleren.
Vurdering
Mis med de blå øjne er et yderst vellykket spil for børn, hvor historien og spillets mekanikker løfter hinanden. Spillet er et eksempel på et puzzlespil, der ikke er alt for svært, men hvor man skal tænke sig lidt om og prøve sig frem, for at løse opgaverne. Ind imellem var selve udførelsen af opgaverne på touch screen svær for min knap 6-årige testperson, og jeg måtte hjælpe til. Spillet kan sagtens spilles igen flere (mange?) gange, hvor barnet bliver gradvist bedre til at løse opgaverne. Men det er for så vidt også en pointe, at det er et spil, som fungerer godt at spille sammen med sit barn – fx som et alternativ til en højtlæsningsstund.
Andre spil i samme genre
Lignende spil som også har litterære referencer og puzzle-mekanikker er fx det svenske Pettsons Inventions 1-3 med afsæt i Peddersen og Findus’ univers.
Astrid Myrup har bloggen www.morsgamerblog.dk og er mor til to gamere fra 2017 og 2020.